Gå til hovedindhold

Aktiviteter i uge 13

Påske-kreationer, tur til Albertslundcenteret og stole gymnastik - læs om denne uges aktiviteter her

  • Læs op

Indhold

    I mandags var det min (Henriette's) fødselsdag, derfor blev alle beboerne i humlehusene inviteret på kage, flødeboller og kaffe. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor vi alle sad og snakkede, og fortalte om de oplevelser vi har haft igennem tiden.

    I tirsdag havde vi wellness hele dagen. Der er som altid mange humleboere der kommer forbi til et dejligt fodbad, eller til at få opfrisket deres neglelak. 

    Vi sidder og nyder det, slapper af, og nogle af os kan godt finde på at synge en lille sang.

    Tirsdag eftermiddag fandt vi nemlig ''de små synger'' frem, og sang en masse sange derfra. Det er jo nogle sange der kan huskes, da de fleste har sunget sangene deri for deres børn. 

    Hele onsdagen gik med kreativ-hygge. Vi lavede nye påskedekorationer både til hvert hus og glasgangen, og fik pyntet vores troldegren med fine påskeæg, og det pynt vi selv havde lavet. 

    Vi snakkede om påsketraditioner, og om børnehaven som skulle komme på besøg i næste uge og finde påskeæg i haverne. Det glædede de sig meget til. 

    Torsdag formiddag tog vi på en lille tur ud for at finde chokoladepåskeæg til børnehavebesøget. Maj-Britt og Vera var med, og vi var en tur i Albertslundcenteret.

    Vi fik os en lille kop kaffe, og et stykke wienerbrød på en bænk i centeret, hvor vi ellers sad og snakkede, og fandt ud af hvor vi skulle købe vores påskeæg.

    300 små chokoladepåskeæg og -kyllinger fandt vi, og så skal de gemmes i haverne når børnehaven kommer. 

    Torsdag eftermiddag så vi som altid Matador - denne gang afsnit nummer 12. 

    Der var stort fremmøde, måske det største indtil nu, så det var rigtig dejligt! Vi får som altid en kop kaffe og lidt småkager til. 

    Det er godt for os at have lidt bevægelse en gang imellem, så vi prøver på at sætte det på programmet hver uge. Fredag formiddag lavede vi lidt stole-gymnastik, og derefter lidt boldspil. 

    Ballon-spil med en fluesmækker og balloner er meget sjovt. Vi griner og hygger os, og får rørt os meget. 

    Kast med skumbold er også sjovt. Vi kaster med bolden, og træner også hjernen ved at sige månederne i rækkefølge, sige frugt-navne og grøntsager. Det var lidt svært, men vi hjalp hinanden med at huske navnene. 

    Hver uge skal der spilles Banko, ingen undtagelse. Beboerne er så glad for at spille Banko, så det er vi bare nødt til at have på programmet. 

    Fredag eftermiddag mødtes vi i glasgangen fra 13.30 - 15 og vi nåede at spille 3 spil, og fik selvfølgelig en kop kaffe og lidt kage og frugt dertil. 

    Præmierne denne gang blev rigtig godt fordelt, der var mange der nåede at vinde en præmie, eller en sidegevinst.

    Igen hyggede vi os så meget at vi glemte at tage et billede, så det må i have til gode til en anden gang ;-) 

    Vi håber at alle har hygget sig denne uge. Vi glæder os til at byde børnehuset ''Kastanjen'' velkommen i vores haver mandag og tirsdag i næste uge. 

    Mvh. Aktivitetsmedarbejderne Semra og Henriette