Gå til hovedindhold

Aktiviteter i uge 49

Fællessang, julehygge og julefrokoster

  • Læs op

Indhold

    I denne uge har vi virkelig julehygget.

    I tirsdags samledes vi i Hus A og sang julesange til den helt store guldmedalje. Vi fik både sunget salmer og julesange som "Sikken voldsom trængsel og alarm" og "Søren Banjomus". Der er noget helt særligt ved julesange - alle kender dem og kan synge med, for vi har alle sunget dem hvert evigt eneste år, og de sidder efterhånden på rygraden. Der var også plads til lidt småsnak i krogene og det er hyggeligt at se, hvordan beboerne finder venskaber og møder andre, som de kan spejle sig i, på tværs af husene. Der blev smilet og grint en masse den eftermiddag. Julen er altså hjerternes fest.

    Om torsdagen fik vi travlt med at omorganisere, da Erindringsfabrikkens Julesalon desværre blev aflyst og udskudt til torsdag d. 16. december. I stedet inviterede vi beboerne med over i Flexsalen til hyggeligt socialt samvær, hvor vi bl.a. snakkede om, hvordan vi fejrede jul i gamle dage og hvor der blev småsludret om livet i Humlehusene. Vi hørte lidt julemusik og nød kaffe og kage i juleoppyntede omgivelser.

    Kirsten, Mogens og Vera får nogle gode snakke sammen.

    Og Mai-Britt og Lilli fandt ud af, hvor meget de egentlig har til fælles.

    Derudover har der igen været julefrokost i tre af Humlehusenes afdelinger; Hus D, E og F.

    I Hus E blev der både holdt tale og raflet om gaverne i pakkeleg.

     

    Foruden al julehyggen har vi også haft vores ugentlige wellness, denne gang i Hus C. Søren bl.a. nyder at få fodbad!

    Det har været en uge fuld af juleløjer, og vi fortsætter den gode julestemning i næste uge, når Roholmhavens Børnehave kommer og går Lucia i vores haver. 

    På julegensyn fra aktivitetsmedarbejderne, Lærke og Henriette