Aktiviteter i uge 14
Påskejagt med børnehave, Wellness og Fredags-Banko - læs om denne uges aktiviteter
Ugen startede ud med hele 2 dages besøg fra Børnehuset ''Kastanjen'' her i Albertslund. Vi havde lavet en aftale med dem, om at de igen skulle komme og finde påskeæg i vores haver, ligesom sidste år.
Vejret var desværre ikke med os, men børnene var trods vejret i rigtig godt humør. De var pakket godt ind, så de ikke blev alt for våde med alt den regn og slud.
Vi havde i haven gemt en masse æg der skulle findes, og det var ikke nemt, men alle blev dog fundet - med lidt hjælp, fra pædagoger og humleboer der kiggede med fra vinduerne.
Både mandag og tirsdag formiddag var der leg, hop og latter, fra glade børn i vores haver i 1'eren og i 7'eren.
Efter påske-jagten fik de kiks og saftevand, inden turen gik hjemad igen mod Børnehuset.
Hele onsdagen gik med wellness, fodbad og neglepleje i glasgangen. Alle damerne fik fine negle af Semra, og der var godt gang i fodbadene også.
Det er godt at vi bruger en hel dag på wellness, da der er rigtig mange der gerne vil over og hygge med os, og bare slappe af og nyde at blive forkælet.
Aase syntes det var dejligt at få ordnet sine negle, så hun kunne se ordentlig ud, når hun nu havde fødselsdag dagen efter. 93 år, det er en flot alder!
Torsdag formiddag var der boldspil-konkurrencer i glasgangen. Vi begyndte med et spil ris-pose-kast, hvor man får point alt efter hvilket hul man rammer ned i. Det er ikke nemt, men vi fik da trænet vores boldøje.
Det blev uafgjort mellem Lilly og Mogens, som måtte ud i et omkast for at finde vinderen af 1. pladsen. Det endte dog med at være Lilly der blev vinderen - flot kastet!
Vi spillede også 3 omgange Bowling, hvor Ruth tog sejren!
Efter boldspil tog vi os en lille ''svingom'' - til dejlig musik fra Bent Fabricius-Bjerre - efter ønske af Mogens der gerne ville høre ''Alley Cat''.
Til eftermiddag mødtes vi igen i glasgangen, da det jo var tid til ugens afsnit af Matador.
Denne uge var det lidt anderledes end det plejer, - men på den gode måde, da vi har fået en ny og større skærm i glasgangen.
Bedre lyd, og et mere klart billede, og så selvfølgelig større - hvor var det dejligt, var alle enige om.
Vi så afsnit 12 af Matador, hvor der er drama, da Varnæs utroskab bliver afsløret!
Banko er nok den største favorit blandt aktiviteterne her i Humlehusene, derfor spiller vi stort set Banko hver uge.
Alle er glade og spændte på hvem der vinder næste præmie, og der er helt stille når numrene bliver råbt op.
Fredag eftermiddag mødtes vi til 2 spil, en kop kaffe og et dejligt stykke kage - som afslutning på endnu en god uge. Måske også en form for påske afslutning, da Semra og jeg holder påske-ferie det meste af næste uge.
Vi håber at alle har hygget sig denne uge. I næste uge er der aktiviteter om tirsdagen, og ellers en lille påske-pause. Men vi vender stærkt tilbage tirsdag den 19 april.
God Påske!
Mvh. Aktivitetsmedarbejderne Semra og Henriette